Trafikpolitik
I samarbejde med jer forældre vil vi på Langå Skole gøre vores til, at vores små guldklumper kan færdes trygt og sikkert i trafikken.
I den moderne børnefamilie vil det være en stor hjælp, hvis alle kan føle sig trygge ved at sende børnene alene af sted på cykel eller på gåben til skole, fritidsaktiviteter eller besøg hos kammerater. Derfor vil vi på Langå skole, i samarbejde med jer forældre, gøre vores til at vores små guldklumper kan færdes trygt og sikkert i trafikken.
I forældre er en stor hjælp ved at være gode rollemodeller både når I følger jeres børn til fods eller på cykel.
Cykling med elever
Når en gruppe elever skal cykle til et arrangement, skolen har planlagt, skal den/de deltagende lærer(e) sikre sig, at sikkerheden er i orden, og at eleverne er instrueret grundigt i, hvordan de skal forholde sig.
Der skal benyttes cykelhjelm.
Skolepatrulje
Hver morgen og eftermiddag kan man møde Langå Skoles seje og ansvarsbevidste skolepatrulje, der med hård hånd og et smil på læben sikrer, at alle kommer sikkert i skole.
Man kan ansøge om at blive skolepatrulje i 5. klasse og være medlem i 6. og 7. klasse.
Støt op omkring vores skolepatrulje og respekter deres anvisninger - de passer på vores børn.
Prøver og undervisning
Førskolebørn: Gå-prøve
0. klasse: Førstehjælp
2. klase: Den Lille Cyklistprøve
3. klasse: Førstehjælp
4. klasse: Cykelbanen
5. klasse: Førstehjælp
6. klasse: Den Store Cyklistprøve
7. klasse: Førstehjælp
8. klasse: Besøg fra ambassadør 360*
9. klasse: Førstehjælp
Færdsel
Førskolebørnene er vores nye små trafikanter, derfor er det naturligt at starter med færdselsundervisningen allerede her.
Fra 2. klasse har vi fokus på eleverne som cyklister. Eleverne træner balance og håndtegn på selvopfundne cykelbaner, får viden om sikkerheden i at bruge cykelhjelm og lære letforståelig færdselsteori.
Når man er ti år og går i 4. klasse, så er man rigtig god motorisk, men man kan mangle overblik i trafiksituationerne, derfor øver vi her tegn og behændighed med eleverne på en opstillet cykelbane, samt opfrisker færdselsteorien.
I 6. klasse afholder Langå skole "Den store cyklistprøve", det er her slaget skal stå for, om vi har fået hjulpet vores unge mennesker godt på vej i at blive selvstændige individer i trafikken. De skal cykle en kendt rute i Langå by, hvor der på udvalgte steder vil stå kontrollanter. Prøven vil blive vurderet af færdselspolitiet, der også vil kigger nærmere på elevernes cykler.
Hvert år er hele Langå Skole tilmeldt "Alle Børn Cykler", hvor klasserne kan vinde gode præmier både lokalt og på landsplan. Det lokker flere i sadlen og giver friskere børn.
Langå Skole har en politik om at alle altid har hjelm på, når de færdes på og med skolen på cykel.
Førstehjælp
På Langå Skole har vi den holdning, at eleverne skal have kendskab til førstehjælp, ikke kun for at kunne hjælpe, når der sker en ulykke, men også til at have en forståelse for hvad der foregår, når en klassekammerat er kommet til skade.
I de mindre klasser lægger undervisningen op til at tale om ulykker og hvad man kan gøre for at hjælpe.
På mellemtrinnet skal eleverne have en forståelse for, hvordan de skal agere i et færdselsuheld herunder førstehjælp.
I udskolingen arbejder vi meget med færdsel, da det er her, at det er vigtigt at påvirke de unge mennesker i at passe på sig selv i trafikken også når man er ung.